Af Anne Leth Sørensen og Stine Øberg, certificerede sprogcoaches, projektledere på projektet “Sprogcoaching i tysk” og undervisere i tysk og dansk

Sct. Knuds Gymnasium står i perioden 2023-2027 for udviklingsprojektet “Sprogcoaching i tysk”, som støttes af Region Syddanmark med knap 930.000 kr. Som led i projektet har samtlige tyskelever fra årgangen 2024-2026 modtaget én til én-coaching og parcoaching. Baggrunden for projektet var et ønske om at styrke skolens sproglige profil og sprog i det hele taget, og efterfølgende er sprogcoaching blevet en integreret del af skolens sprogstrategi. Sprogcoaching er en blanding af coaching og ressourcefokuseret vejledning, og omdrejningspunktet er den enkelte elevs faglige mål, motivation og ressourcer.
Faglig trivsel i fremmedsprogene
Projektet har til formål at øge elevernes motivation ved at give dem større tillid til egne evner, flere mestringsoplevelser og mod på at anvende sproget både i og uden for undervisningen. Konsulentvirksomheden Pluss har afviklet spørgeskemaundersøgelser og fokusgruppeinterviews med de deltagende elever, coaches og lærere. Spørgeskemaundersøgelsen af elevernes udbytte af sprogcoachingen viser følgende:
- Over en fjerdedel (30,4 %) har i høj grad eller meget høj grad oplevet øget tryghed ved sprog.
- Knap to tredjedele (65 %) føler sig i høj grad eller meget høj grad set og hørt.
- Over to tredjedele har i høj eller meget høj grad fået øget bevidsthed om, hvad de gerne vil kunne på tysk og nye idéer til, hvordan de kan træne tysk (67,6 % og 68,6 %).
- Over en fjerdedel (33,3 %) har i høj eller meget høj grad aktivt derhjemme anvendt de idéer og redskaber, de har fået, og yderligere næsten 40 procent (37,7 %) har desuden i nogen grad derhjemme anvendt de idéer og værktøjer, de har fået.
- Over halvdelen (58 %) angiver i høj eller meget høj grad at have fået mere viden om fremtidige jobmuligheder med sprog.
Samlet set dokumenterer undersøgelsen, at sprogcoaching i høj grad kan bidrage til øget faglig trivsel ved at gøre eleverne mere trygge ved sproget, ved at bevidstgøre dem om egne styrker og ved at hjælpe dem i gang med at bruge sproget også uden for undervisningen.

Udover fortsat at være i tæt dialog med Region Syddanmark har vi derfor også indgået et udvidet samarbejde med Studieskolen/le:v:el og SDU for derved at bidrage til udbredelse og implementering af sprogcoaching som værktøj i fremmedsprogsundervisningen.
Er du blevet nysgerrig efter at høre mere om enten sprogcoaching som metode eller om vores projekt, er du meget velkommen til at kontakte os: Anne Leth Sørensen (Soe@sctknud-gym.dk) og Stine Øberg (Oe@sctknud-gym.dk)
Slutevalueringen foretaget af konsulentvirksomheden Pluss





