Af Ella Marie Funch Green, Liva Torp Madsen og Maria Birkeland, 3.n
Vi fik at vide, at vi skulle gå på gymnasiet i omkring 1000 dage. Dengang lød det som en evighed. Nu står vi her på den sidste dag. Nr. 1049.
Kære medstudenter, kære lærere, kære familier.
For tre år siden stod vi her i dette lokale. Måske i noget lidt andet tøj, men med mindst lige så mange sommerfugle i maven. Den dag – var det første gang. I dag – er det sidste gang. Sidste gang vi sidder samlet som årgang. Sidste gang vi kan kalde os elever på Sct. Knuds Gymnasium. Og det er egentlig mærkeligt. For hvordan siger man farvel til noget, som i så lang tid har været en så stor del af hverdagen?
Hvis vi skal være ærlige, så havde vi ingen idé om, hvad vi gik ind til for tre år siden. Livet leves forlæns, men forstås baglæns siger Søren Kierkegaard. Og det med at forstå, hvad vi har oplevet, begynder nok først for alvor nu. Til at starte med handlede det mest om at finde rundt. Og det mener vi helt bogstaveligt. For da vi først ankom til Sct. Knuds Gymnasium, gik vi forvirrede rundt. For ærligt. Det er hverken let eller logisk at finde rundt på de mange etager. Vi har altid undret os over hvorfor lokale 58 ligger ved hallen. For det må ikke forveksles med lokale 59, som jo ligger overfor lokale 50. Og ikke efter lokale 56-57, for de eksisterer slet ikke.
Men de første måneder handlede ikke kun om at finde rundt på skolen. Måske handlede de også om at finde lidt rundt i os selv.
For de sidste tre år har jo ikke kun været en uddannelse. Det har været en tid, hvor vi er blevet klogere og mere selvstændige – fordi vi har gået noget stort igennem. Man kan godt være på vej, uden at vide præcis, hvor man er på vej hen. Vi har mange minder som står frem. Særligt tre ting samler vores oplevelser af gymnasietiden. Vi har lært, at man kan skabe noget sammen når man tager ansvar. Vi har lært at det ikke er destinationen men rejsekammeraterne, der tæller. Og vi har lært at diamanter skabes under pres.
Det første så vi da musicalen endelig vendte tilbage på Sct. Knuds. Nogen af os så med fra sidelinjen og så noget vi kan være stolte af. Nogle af jer stod på – og bag – scenen og gjorde det tydeligt, hvad fællesskabet kan, når vores årgang vil noget. At når nogen får en idé, så er der også andre, der er klar til at gribe den og sammen løfte det til noget større. Som da vi samlede godt 72.000 kroner ind til Julemærkehjemmet med kage, koncerter og vandballonkast.
Og måske er det netop det, de sidste tre år også har handlet om. At vi hver især kan noget, men at vi sammen kan endnu mere. At det ikke er opgaven eller destinationen – men kammeraterne, der tæller. Sådan var det med studieturene. Nogle kom til New York. Andre til Firenze. Vi havde glædet os i mange måneder til turen. Derfor klingede det måske ikke heeelt så godt da vi hørte at vores destination var Krakow. Men Krakow viste sig at være en positiv overraskelse, og ligesom alle andre klasser husker vi sikkert bedst studieturen for fællesskabet. For når man kommer hjem, er det jo sjældent bygningerne, man husker bedst. Men de mennesker vi oplevede det med. Det er de interne jokes. De små øjeblikke, som ingen andre helt forstår. Et nyt sted fra en ny vinkel. Vi var måske ikke helt klar over det, mens vi oplevede det forlæns – men vi forstår det godt her baglæns.
De sidste tre år har vores historielærer sagt, at livet ikke handler om de karakterer du får. Det handler om den karakter du har. Og det er ikke noget, man altid kommer let til. Men det siges jo også at diamanter skabes under pres. Et pres vi nok alle har oplevet her i eksamensperioden, hvor man til de skriftlige eksamener nærmest følte sig som en mistænkt i en kriminalsag. Vagter, metaldetektorer og to toilet-poletter. Lidt svært når man havde drukket 5 dåser sodavand eller energidrik. Og vi giver AI skylden på grund af de mistanker, der fulgte med. For pludselig skulle vi ikke bare lære matematik, historie og samfundsfag. Vi skulle også finde ud af, hvordan man er elev i en verden, hvor en robot også kan skrive en aflevering. Og vi har nok brugt mere tid på at diskutere, hvad man må med AI, end vi nogensinde havde forestillet os. Eller brugt det.
Og pludselig er de 1049 dage gået. I finaleafsnittet fra den kendte tv-serie The Office siger Andy: “Jeg ville ønske, at der var en måde at vide på, at man er i de gode gamle dage, før man har forladt dem.” Måske er det egentlig det, vi skal gøre i dag. Forstå at vi er midt i dem. De gode gamle dage.
Måske er det først nu vi kan se, at de sidste tre år ikke bare var noget, vi skulle igennem. De blev fyldt med mennesker, traditioner, eksaminer, mandagsmorgener, lange timer, spontane grin, som man ikke tænkte over, mens de skete, men som vi kommer til at savne, når de er væk. Nogle har været drevet af fællesskabet. Andre af ambitioner og drømme. Og måske er det netop det, der er det smukke ved gymnasiet. At vi ikke alle sammen har haft den samme oplevelse. Men ingen af os er kommet igennem det alene. For det er ikke kun skolen, vi har lært at finde rundt i. Vi har fundet ud af, at det faktisk er helt okay ikke at have alle svarene endnu. For helt ærligt, hvis der er én ting, de sidste tre år har lært os, så er det vel, at man godt kan være på vej, uden præcis at vide, hvor man er på vej hen.
Kære lærere og forældre. Tak fordi I troede på os. Tak fordi I lyttede. Og tak fordi I gav os et skub, og brugte ekstra tid på os, når vi havde allermest brug for det. For selvom vi måske ikke altid har vist det, så har I betydet mere, end I tror.
Og kære årgang…… Prøv lige at se jer omkring. Det er de mennesker, vi har delt de sidste tre år med. Det er dem, vi kommer til at savne. 1049 dage levet sammen forlæns. Forstået og savnet baglæns.
Tak for tre år.
Skru op for livet.
