Grundforløbet

I grundforløbet skal 1.g-eleverne til følgende prøver og eksaminer:

  1. Matematikscreening – obligatorisk, men ikke en eksamen
  2. AP-eksamen
  3. NV-eksamen

Der tildeles ikke ekstra tid til matematikscreeningen, da denne er at sidestille med en almindelig prøve i undervisningen, hvor elever med særlige behov heller ikke tildeles ekstra tid.

AP-eksamen er skriftlig, og her tildeles 15 min ekstra tid – svarende til 20%, der er normen ved skriftlige eksaminer.

NV-eksamen er mundtlig, men da den er en eksamen på baggrund af elevens egen udarbejdede portfolio og er uden forberedelsestid i forbindelse med selve eksamensafviklingen, tildeles der ikke ekstra tid i forbindelse med NV-eksamen.

Mundtlig eksamen

Elever med tildelt ekstra tid får

  • 50% ekstra forberedelsestid til mundtlige stedprøver[1], der har op til og med en times forberedelsestid
  • 30 min ekstra forberedelsestid til mundtlige stedprøver med mere end en times forberedelsestid
  • ikke ekstra forberedelsestid til mundtlige prøver 1) uden særskilt forberedelsestid eller 2) med 24 timers forberedelsestid.

Praksis i forhold til trækning og udlevering af prøvemateriale til ordblinde

Ordblinde elever skal kunne benytte deres vante hjælpemidler i afviklingen af eksamen, hvorfor alt eksamensmateriale til ordblinde skal kunne udleveres i digitaliseret form, der kan benyttes af de ordblindes hjælpemidler. I praksis foregår det ved, at alle eksamenstekster er OCR-indscannet. OCR betyder Optical Character Recognition, på dansk optisk tegngenkendelse. OCR-teknologi scanner tekst og genkender tegn. I praksis har OCR-scanning den betydning, at eleven fx kan copy-paste tekst fra en pdf-fil eller få læst teksten op – med andre ord arbejde digitalt med teksten.

Ordblinde elever trækker eksamensspørgsmål i en blindtrækning: de(n) ordblinde på den pågældende eksamensdag trækker eksamensspørgsmålsnummer sammen med første elev kl. 08.00, og eksaminator klargør USB-nøgle(r) til de(n) ordblinde i et egnet format. USB-nøglen (og evt. printet, identisk materiale) udleveres først, når eleven skal forberede sig.

Eksaminator skal kl. 08.00 håndtere flere elever på én gang og derudover gemme materiale til den eller de ordblinde elev(er) på USB-nøgle(r). Tiden, hvor første (ikke-ordblinde) elev forbereder sig, bruges til at klargøre USB-nøgle(r).

Ordblinde elever, der IKKE møder til blindtrækning kl. 08.00, får alene eksamensspørgsmålet udleveret i samme printede, fysiske form som ikke-ordblinde elever. Her kan en håndscanner evt. benyttes i forberedelsestiden som hjælpemiddel.

Forberedelsestidens forlængelse med 50% ekstra tid tildeles uafhængigt af, om en ordblind elev møder til blindtrækning kl. 8.00 eller ej.

Skriftlig eksamen for elever med ekstra tid

Elever med tildelt ekstra tid får en time ekstra til skriftlige stedprøver[2] uanset prøvens længde. Elever med ekstra tid placeres sammen i et særskilt lokale.

Til stedprøver med delprøver uden hjælpemidler kan en elev med tildelt ekstra tid vælge at fordele den ekstra time på de to delprøver, dog kan delprøven uden hjælpemidler maksimalt forlænges med 30 minutter, dvs. halvdelen af den ekstra tid.

Til første delprøve kan ordblinde elever benytte computer og SPS-bevilgede hjælpemidler. Skolen medsender et brev til censorer, der beskriver, at eleven har tilladelse til at skrive besvarelsen af første delprøve på computer.

Større skriftlige opgaver (DHO, SRO og SRP)

Der tildeles ikke ekstra tid til udarbejdelsen af større skriftlige opgaver. Grunden til denne vurdering er, at de 50 fordybelsestimer, SRP-opgaven i bekendtgørelsen er fastsat til, svarer til et gennemsnit på fem timers fordybelsestid på hver af de 10 afsatte skoledage. Dette svarer til den typiske længde på en skriftlig eksamen afviklet som stedprøve, hvor en ordblind forlænges med en time. Den samlede skriveperiode kan med rimelighed rumme, at en ordblind afsætter seks timers fordybelsestid pr. dag til sammenligning med stedprøverne.

Tilsvarende betragtninger gælder de interne større skriftlige opgaver, DHO og SRO.

[1] En stedprøve er en prøve, der afvikles på skolen uden pause mellem forberedelse og eksamination.
[2] En stedprøve er en af ministeriets centralt stillede eksaminer, der afvikles på skolen, og er normalt af 4-6 timers varighed.