H.C. Andersen-Festivalen er igen i højeste gear i Odense i denne uge. Vores elever har deltaget i flere af det omfangsrige programs tilbud – fx en workshop med den fynske kunstner David Gottschalck Bolving om papirklip i en moderne kontekst, som en af vores engagerede undervisere, Morten Bjørnskov Nielsen er medarrangør af.

På workshoppen introducerede papirkunstner David Gottschalck Bolving papirklip ved hjælp af saks og papir, hvorefter Esben Schøler Nielsen og Morten Bjørnskov Nielsen tog eleverne videre til computertegning og skæring med folie- og laserskærer. Den gamle kunstneriske papirkliptradition blev med andre ord kombineret med moderne teknologi.

Agnes Nyboe Rieper og 2.s deltog i workshoppen i et forløb i danskundervisningen, og Agnes beskriver her oplevelsen:

“Vi deltog i en workshop på H.C.A-festivalen i Borgernes hus. Workshoppen startede med et oplæg fra den fynske papir-kunstner David. Han fortalte os om sine værker, samt hvad der har inspireret ham som kunstner. Vi hørte om hans kunstneriske rejse, og om hvordan hans værker har udviklet sig gennem årene.

Efterfølgende fik vi selv lov til at eksperimentere med papirklip, og vi prøvede alle at skabe et værk med papir og saks. Vi lærte, at papirklip er en helt særlig kunst, der kræver både tålmodighed og koncentration. Det var svært at få et motiv frem i bare et stykke papir, men med lidt øvelse viste det sig, at det kunne faktisk godt lade sig gøre.

Da vi havde klippet et papirklip, var det muligt at få det fremstillet i flere forskellige materialer såsom træ, pap, holografisk papir og som et klistermærke. Vi brugte et program på computeren som muliggjorde, at vi kunne overføre papirklippet til de forskellige tekniske redskaber, som fremstillede klippene i materialerne. Det var spændende at arbejde med papirklip og interessant at prøve at skabe sit eget værk.”