Invitation til indsamlingsevent

Strategien for Sct. Knuds Gymnasium i perioden 2025-2030 er blevet til i dialog mellem elever, medarbejdere og ledelse, og med endelig godkendelse i skolens bestyrelse. Det ene af to indsatsområder hedder ”Elevdemokrati og medborgerskab”. Vi ønsker på gymnasiet at understøtte, at vores elever involverer sig i samfundet, og at de får en bevidsthed om, hvor meget de faktisk kan mobilisere, når de står sammen om en sag. Vi har valgt, at vi gerne vil træne engagementet i frivilligt arbejde, og derved gøre en forskel for værdigt trængende, ved at skolen har en fælles sag, et fælles tredje. Derfor har vi indgået et partnerskab med Julemærkefonden, der via julemærkehjemmene tilbyder børn et ophold på et skolehjem i 10 uger. Partnerskabet er udfoldet i skolens strategi for 2025-2030. Vores elevråd har været på besøg på julemærkehjemmet i Skælskør, hvortil Odense Kommunes børn hører. Derudover har alle 900 elever haft en fællestime om Julemærkefondens arbejde og om, hvorfor det er så vigtigt for et demokrati som det danske, at vi har et velfungerende civilsamfund, hvor de, der kan, giver lidt til fællesskabet. Det kan vi på Sct. Knuds Gymnasium!

Som en årligt tilbagevendende indsats, samler hele skolen derfor ind til Julemærkefonden. I år kulminerer indsamlingen onsdag d. 13/5 kl. 12.00-14.30. I dette tidsrum vil skolen være åben og summe af liv. Hvis vejret tillader det, foregår arrangementet på skolens udearealer, hvor der vil være boder, bands og konkurrencer – alt sammen med henblik på at støtte det gode formål. Er vejret mindre venligt, inddrager vi hallen og kantinen. Eleverne vil støtte sagen ved hinandens boder, og så håber vi på besøg fra lokalsamfundet og ikke mindst fra forældre og andre pårørende. Når vi nærmer os, vil vi på skolens SoMe blive mere konkrete om, hvad man kan opleve. Men: Sæt kryds i kalenderen, hvis du har mulighed for at møde op på skolen mellem 12.00 og 14.30 dagen før Kristi Himmelfarts torsdag.

Måske vil du gerne støtte det gode formål og den læring, der er i det for eleverne. Det kan du gøre allerede nu. Du kan indsende et beløb til indsamlingen på MobilePay-nummer: #102117. Så havner din donation i en særlig Sct. Knud-indsamling til Julemærkefonden, som gøres op d. 13/5. Find den klasse, du donerer med særlig kærlighed til, i rullelisten. Så bidrager du til vores interne klassekonkurrence om, hvem der får indsamlet mest. Indsamlingen er åben fra og med udsendelsen af denne besked og frem til kl. 14:30 d. 13/5.

Tak fordi du hjælper gymnasiet med at vise eleverne, at vi kan så meget, når vi gør det sammen.

Vi håber, vi ses onsdag d. 13. maj til et stemningsfuldt indsamlingsevent – vi og eleverne glæder os!

Indsamlingsevent til Julemærkefonden