På Sct. Knuds Gymnasium (og alle andre ungdomsuddannelser) er skoledagen røgfri ifølge dansk lovgivning. Ikke desto mindre er vi desværre hverken her på skolen eller på andre ungdomsuddannelser i mål med intentionen om tobaksfri ungdomsårgange.

Det gør os imidlertid så meget desto mere glade for samarbejdet med Røgfrit Odense og deres “Kys bedre Odense”-kampagne. I hvert nyt skoleår tager Kys bedre Odense-kampagnen på rundtur, og med oplysning og tilbud frem for løftede pegefingre yder de en stor indsats i at få vores elever til at reflektere over deres frie valg – og om der rent faktisk er tale om et frit valg, hvis nikotinafhængigheden har fået taget i ens sociale, psykiske og/eller fysiske afhængighed.

Årets besøg var ingen undtagelse, og præmierne på lykkehjulet var i høj kurs i den danske sensommer – ikke mindst bøllehatte og læbepomade med solfaktor.