Af Clara Aagaard Ringsmose, 2.v
Det er nok de færreste unge, som studser over dette indlæg i Knudepunktet, præcis som det er de færreste, der i dagligdagen studser over taler; hører eller læser dem. Men skulle man nu alligevel støde på denne artikel, ville det måske ikke være helt dumt at læse lidt med. Akkurat, som det ikke ville være helt dumt at være opmærksom næste gang, man bevidner en tale. Lige netop dette gjorde 2.v, da de deltog i Nordisk Talefest.

Skamlingsbanken ved Kolding har sin helt egen plads i Danmarkshistorien som en scene for demokratiet og den frie debat.

Taler kan noget helt særligt. De er en form for våben, man kan anvende til at få magt og indflydelse, men talen kan også hylde og samle mennesker. Det er ikke uden grund, at Martin Luther King og John F. Kennedy fik den indflydelse på samfundet, som de gjorde.
I dag har talen, især blandt unge, dog mistet en del af sin betydning og er blevet overhalet af opråb på sociale medier. Ordets magt skal der altså ikke sættes spørgsmålstegn ved, men vi skal være opmærksomme på ikke at underminere vigtigheden af den gode tale.

2.v deltog sammen med deres dansklærer, Stine Øberg, den 12. maj i Nordisk Talefest, hvor 30 unge blev givet en stemme i samfundet, tog den og brugte den. Dagen bød på hyggelige stunder og ikke mindst oplysning, da de unge talere fra de nordiske lande, Norge, Sverige og Danmark, fremførte deres taler på Skamlingsbanken. De gjorde det klart, at talen som middel stadig er et stærkt våben.
Både unge og gamle var samlet for at høre talernes opråb, der strakte sig over en bred vifte af emner. Fra klimakrise til ordblindhed. Et fællestræk for alle taler var dog, at de appellerede til samfundsændringer og viste 2.v samt resten af publikum, at vi i Norden står over for mange af de samme udfordringer i vores samfund.

Nordisk Talefest er en fejring af det talte ord og en platform for unges perspektiver.

Lisa Storinggaard Nygaard fra 2.v var en af de 30 talere, som var oppe på scenen. Med sin flotte tale om karakterpres blandt unge, argumenterede Lisa for ændringer i vores opfattelse af de tal, som mange af os definerer os selv ud fra. Som dagen gled frem, var det nu ikke kun talerne, der berigede publikum, men også live musik og lækker mad fra madboder, for ikke mindst at nævne det gode vejr og udsigten ud over det bakkede landskab og Lillebælt.

Nordisk Talefest gjorde stort indtryk og understregede helt præcist, hvad taler kan: samle og have indflydelse på mennesker. Der var ingen tvivl om, at 2.v havde en dejlig dag ved Skamlingsbanken og stærkt kan anbefale Nordisk Talefest.

Lisa Storinggaard Nygaard holder her sin tale, ”Nedlæg præstationskulturen”

Se billeder fra Nordisk talefestival 2023