Det er med stor sorg, vi på Sct. Knuds Gymnasium modtog beskeden om, at vores tidligere vicerektor gennem mange år, Sven Erik Larsen, sov ind søndag d. 13. marts.
Sven Erik satte med sit virke på Sct. Knuds Gymnasium i et helt arbejdsliv sit eget præg på skolen og dens udvikling. Som underviser inspirerede Sven Erik gennem årene eleverne i fagene historie og idræt. Fra 1995-2017 fungerede Sven Erik som vicerektor på Sct. Knuds Gymnasium og blev på den måde også et af skolens ansigter udadtil. Både internt og eksternt var Sven Erik yderst afholdt, af såvel elever, ansatte, forældre som eksterne samarbejdspartnere. Alle, der har haft deres gang på Sct. Knuds Gymnasium gennem årene, husker Sven Erik. Mange elever husker fx, hvordan Sven Erik til samlinger i elevkantinen altid indledte med at kommentere, at mikrofonen skulle op i ”mandshøjde”. Ansatte har altid oplevet Sven Erik som en kollegial støtte, ordentlig og loyal, og i samarbejdet med vicerektorer og ledelser fra andre skoler vil Sven Erik blive husket for altid at have givet sig tid til at hjælpe og dele ud af sin viden og erfaring.
Sven Erik sprang aldrig over, hvor gærdet var lavest. Hvis noget skulle gøres, så tog han opgaven på sig. På Sct. Knuds Gymnasium satte Sven Erik i årene som vicerektor på den måde aftryk i alle henseender fra ombygninger over pædagogisk udvikling til altid at sætte eleverne i centrum.
Som kollega var Sven Erik ofte et naturligt midtpunkt. Hans søde tand var altid sulten, og han holdt meget af gode vittigheder – også sine egne. Der var derfor altid rart i Sven Eriks selskab.
Trods flere alvorlige sygdomsforløb de senere år holdt Sven Erik til det sidste humøret højt og havde altid overskud til også at bekymre sig om andre. I Sven Erik havde vi en opmærksom og omsorgsfuld kollega og ven.
Vi på Sct. Knuds Gymnasium skylder stor tak og sender de varmeste tanker til Sven Eriks familie.
Æret være Sven Eriks minde.