Sjovt og lærerigt undervisningsforløb i Svanninges flotte natur

En spændende og sjov dag med Lene Sanderhoff fra Geo&Bio og Rikke Svensson fra SDU, hvor undervisningen i 1.v blev rykket fra klasseværelset og ud i naturen.

Torsdag d. 31. marts 2022 var vi med vores klasse ude på Geo&Bio Science Center Syd og udforske naturen i Svanninge Bjerge.

Dagen startede med, at vi tog bussen ud til det kystnære hav, hvor vi iførte os waders og blev inddelt i små grupper af tre. Ved vandet blev vi stillet til opgave at undersøge forskellige abiotiske faktorer, som fx salinitet i vandet, vandets iltindhold mm. Vi undersøgte også forskellige biotiske faktorer, som fx hvilke levende organismer man kunne finde i vandet, og vi samlede tang til nogle forsøg, vi skulle lave senere.

Da vi kom tilbage til Science Centeret, holdt Rikke Svensson et oplæg omkring bæredygtige fødevarer, bl.a. med fokus på havet, hvor vi også fik lov til at smage på tangchips.

Dernæst lavede vi nogle forsøg omkring farvestofferne i tang, og vi bagte også fladbrød med tang over åben ild.

Alt i alt, var det en super hyggelig dag med masser af faglighed og socialt samvær! Kæmpe anbefaling fra 1.v Sct. Knuds Gymnasium!