Af Ayse Topcu, 3.n, og Maja Therese Ørsted, 3.y
Ayse:
Hej Maja???
Maja:
Hej Ayse???
Ayse:
Øhh … ja, så står vi vist her. Har du forberedt noget?
Maja:
Øhh … nej. Har du?
Ayse:
Nej … Ej, det er bare gas. Hvis der er én ting, vi har lært i løbet af gymnasietiden, så er det, at man skal møde forberedt op – så det har vi selvfølgelig gjort.
Maja:
Kære medstudenter, lærere, forældre – og jer, der er her for et Instagram-billede og et glas bobler: Vi står her i dag med huer på hovedet, poser under øjnene og stadig lidt eksamenssved på panden. Men vi gjorde det!
Ayse:
Trods søvnmangel, PowerPoint lavet natten før, mysteriet om hvorfor Lectio altid var nede inden afleveringsfristen – og ikke mindst de ultrafamøse gruppearbejder, hvor én arbejdede, to snakkede og én bare forsvandt.
Maja:
Det her er ikke bare afslutningen på tre år med afleveringer, lange skoledage og “jeg skal lige på toilettet”-pauser, der nok mest handlede om at trække vejret lidt. Det er heller ikke bare afslutningen på tre år med grin, sammenhold og venskaber. Det er også begyndelsen på noget nyt og spændende.
Igennem gymnasiet er vi blevet klogere på masse forskellige ting, vi har fået meget ny viden, er blevet klogere på vores venskaber, men også på os selv. Nu er vi snart ved at være klart til at træde ud i den store verden.
Ayse:
Nogen af os har nok på et tidspunkt været ét klik fra at droppe ud, købe en enkeltbillet til Bali og udleve drømmen som smoothiebar-ejer med kokosvand i håret og nul lektier i baghovedet. Men vi gjorde det ikke – vi blev hængende. Og nu står vi her, klar til at træde ud ad døren og ind i den store verden, hvor vi i princippet kan gøre lige præcis, hvad vi vil.
Maja:
Farvel til lange samf-afleveringer, forvirrende matematikopgaver og panikken over, om Lectio nu har ændret skemaet igen. Verden ligger for vores fødder – og det gælder, uanset om man har en studieplads klar, bare gerne vil sove i et år, eller stadig tror, at ens fremtid er som TikTok-stjerne.
Ayse:
Men i dag handler ikke om fremtiden – den skal nok komme med alle dens overraskelser. I dag handler om nu. Om at stå her sammen med huer på hovedet, sommerfugle i maven og måske stadig lidt konfetti i skoene fra dagen, vi blev studenter. Vi er klar – eller så klar som man nu kan være – til at tage det næste skridt. For det er lige her, midt i grin, tårer og lidt for mange billeder med forældre, at det hele begynder.
Maja:
Nogle af os sidder måske med en lille klump i halsen. For vi bliver spredt for alle vinde – ud over landet, ud i verden. Vi skal ind i nye fællesskaber, lære nye navne, finde nye venner. Vi skal ud i en virkelighed, der trækker i tusind retninger. Vi skal finde ud af, hvem vi er, og hvordan man egentlig står på egen ben, når man ikke længere har sin klasse ved siden af sig. Vi kigger på hinanden – vores klassekammerater, venner, lærere, familie – og vi ved, at det bliver svært at vænne sig til en hverdag, hvor vi ikke længere går op og ned ad hinanden, som vi har gjort de sidste tre år.
Ayse:
Som Shaka Loveless engang sang:
“Hvis vi bare ku’ ta’ tiden og trække den ud,”
Og ja – nogle gange ville man ønske, man kunne sætte tiden lidt på pause. Men før vi løber videre, skal vi lige tage én sidste rejse sammen – tilbage gennem vores gymnasietid.
Maja:
1.g var året, hvor vi trådte ind i gymnasiets jungle – lidt nervøse og med skoletasker tungere end selvtilliden. Vi famlede os igennem nye fag, nye systemer – og fandt hurtigt tryghed i de små ting: som Pias mad i kantinen, der med sine lune retter og store smil blev et fast holdepunkt.
Ayse:
Trappen op til 30’er-gangen føltes som skolens svar på en bip-test, men det var en del af charmen. Og pludselig begyndte det hele at føles mere velkendt.
2.g blev året, hvor vi for alvor begyndte at føle os hjemme – og hvor vi tog på studietur. Nogle af os oplevede smukke Italien med pasta, sol og en halvvarm Aperol, mens andre blev kastet ud i regnen, om det var sammen med afdøde Margaret Thatcher i Liverpool, eller med Whisky og spøgelser i Edinburgh. endnu andre var i Athen og slikke sol sammen med oldtidskundskab og tusind andre hvide statuer.
Maja:
Vi blev slæbt rundt på museer, så romerske sten, skotske skeletter og antikke templer – nogle gange med en lidt tung morgenkrop, bevares. Men som man siger: Hvis man kan være en helt om natten, kan man også være en helt om dagen. Og vi gjorde det. Vi mødte op, vi deltog – og vi tog det hele ind med åbne øjne (og solbriller).
Ayse:
Vores lærere var der med deres faglige engagement og deres menneskelighed. For at give os plads til at være unge – og samtidig tage os med ud i verden, så vi kunne opleve, hvordan undervisning kan folde sig ud i virkeligheden. Det var en legendarisk tur. Den slags, man fortæller røverhistorier om i mange år frem.
Maja:
Så blev det 3.g – året med SRP, huejagt og afsked. Året hvor SRP’en flyttede ind i vores hjerner og satte sig tungt på skuldrene, men hvor vi også fandt ud af, hvor meget vi egentlig kunne.
Ayse:
Vi lærte at jonglere mellem afleveringer, eksamensforberedelse, sabbatårspanik. Vi gik fra at tælle opgaver til at tælle ned til huen – tælle ned til denne dag.
Men 3.g har ikke bare været det år, hvor vi tog afsked – det har også været det år, hvor vi virkelig trådte i karakter. Hvor vi blev dem, der viste vej, hjalp hinanden op, og bar hinanden frem – både fagligt og personligt.
Maja: Vi har set hinanden vokse. Vi har været vidner til hinandens nederlag og sejre – og vi har klappet, trøstet og grinet hele vejen igennem.
Så ja, 3.g blev året, hvor vi sagde farvel til barndommens skoleliv – og hej til voksenlivets muligheder. Året hvor vi indså, at det at vokse op ikke bare handler om at lære – men også om at turde. Turde tage ansvar, turde fejle, og turde drømme stort.
Ayse: Tak til skolen – for at skabe et sted, hvor vi ikke bare lærte om verden, men også om os selv og hinanden. Et sted med rammer, muligheder og fællesskab. Og tak til jer, der står bag kulisserne – fra administrationen, pedellerne og til kantinen – ja, Pia, din mad holdt os kørende (og ja, nogle måneder spiste vi mere hos dig end hjemme!). Tak til jer lærere, som mødte op hver eneste fredag morgen – også selvom klasselokalet nogle gange var lidt … halvtomt. Tak for jeres støtte, jeres tro på os og for at se os som mere end bare karakterer.
Maja: Tak til jer, forældre og familie, for at heppe på os, trøste os, køre os til prøver, og tro på os – selv når vi havde svært ved at tro på os selv. I har været vores sikkerhedsnet, vores heppekor og vores ro i stormen.
Ayse: Og sidst, men ikke mindst, til vennerne, klassekammeraterne, sidemakkeren i dansk og de personer, der blev til meget mere end bare nogen, vi gik i klasse med. Vi klarede det sammen – og det glemmer vi aldrig. Vi har klaret tre år, og nu er vi klar til at gå ud i den store verden – sammen.
Tak for ordet.
