Af August Emil Bundgaard Rasmussen og Carl-Emil Baun Schøsler, 3.f
Den norske filosof Svend Skåderud mener, at mennesket er født med en halv promille for lidt – den teori kan vi vist roligt sige, at vi har udforsket de sidste par dage.
What a life, what a night
What a beautiful, beautiful ride
Don’t know where I’m in five — but I’m young and alive
Nuet byder på et følelsesregister, hvor der bliver spillet på alle strenge – i både dur og mol. Glæden og euforien. Men også vemodet og sorgen. Fordi selvom vi selvfølgelig fejrer, at vi endelig er i mål med eksamener, at vi har haft det sidste Mat-modul, og at vi for en kort stund har tid til alt andet end skole – så er det også en afsked. En afsked med en tid, som vi aldrig får tilbage, men som vil præge os resten af livet.
Det kan måske være svært at forholde sig til lige nu, fordi de næste mange uger handler om fejring, fest og forløsning. Vemodet har måske ramt nogle, men rammer måske først for alvor, når det sidste gilde er gledet i baggrunden.
Når vi kigger ud på jer, alle klassekammerater og venner, så ser vi kun glade og forventningsfulde ansigter. Herpå pryder alle huerne – huer der rækker langt ud over det faglige. Huen er venskaber, fællesskaber, traditioner, minder, bøvl, udfordringer – og ja, afslutning og fremtid. Huen symboliserer kulminationen på tre smukke år på Knuds – what a beautiful ride.
Vi står ikke her og prædiker om, at det har været en dans på roser. Skønheden derimod består i, at rejsen har budt på udfordringer. Udfordringer som har samlet os, udfordringer vi har løst i fællesskab. Tag Corona, den lumske lurendrejer, som forstyrrede fællesskabet og festerne første år. Alligevel lærte det os, hvor meget netop dét betyder – alle kom tilbage med fornyet energi, med ønsket om at få fællesskabet til at funkle.
Nye klimarestriktioner betød nye eksotiske rejsemål for studieturen: Stockholm, Berlin og Freiburg.
Men det er selvfølgelig ikke destinationen, der er afgørende, det er rejsen sammen – what a beautiful ride.
En af forudsætningerne for at fællesskabet har kunnet blomstre, har været skabt af skolens vidunderlige personale. Vi kan mærke, at I interesserer jer for os fagligt og socialt. Det sætter vi stor pris på. Der er utallige eksempler gennem tre år. Vores kære retoriklærer, Louise, som var med os i 11. time i går, så vi kunne stå her i dag. IT-Kasper der har reddet mange sammenbrud i SRP-perioden. Lærerne der gav den gas til galla og bekræftede det stærke sociale samspil, der er mellem elever og lærere her på Knuds… Giv lige lærere og alle ansatte på Sct. Knuds Gymnasium en kæmpe hånd for den prisværdige indsats.
Tak også til jer, der gør hverdagen og livet på Knuds fedt. Bl.a. SKL – vi skal hilse fra Emil Stabil og den ene halvdel af Citybois; de takker for støtten i en ellers skrantende karriere.
Når vi er ved karriere, hvad skal det så ende med? Hvad byder fremtiden på? Hvor skal vi hen? Det aner vi faktisk ikke. Det vi ved er, at vi altid vil være knyttet til Knuds. Bare se i højre hjørne. Tillykke til alle jubilarerne. Når vi om 10, 20 eller måske 50 år støver vores gamle studenterhue af og sætter os blandt jer og i et øjeblik kigger indeni huen. Så tror vi ikke kun, vi vil se karakteren i midten, men alle de hilsner fra jer – fra det os – vi var sammen i disse tre år. Så fejrer vi stadigvæk fællesskabet.
Fremtidsplaner eller ej – vi ved med sikkerhed, at den helt nære fremtid handler om noget med en vogn og rigelige mængder af livets vand – derfor har vi blot at sige:
What a life, what a night
What a beautiful, beautiful ride
Don’t know where I’m in five — but I’m young and alive
