Årets elevtale til dimissionen er af Bríet Huld Helgadóttir, 3.x

Så blev det endelig vores tur. Det, vi i 3 år har gået og ventet på, er endelig blevet en realitet. Vi er blevet studenter!

600 dage varer en gymnasietid. De 600 dage er nu forbi, og vores unikke gymnasietid er kommet til en ende. Og unik har den været. Vi er den årgang, der er blevet præget mest af corona og nedlukning.

121 (20%) af de 600 dage brugte vi med hjemmeundervisning.
121 (20%) dage var vores klassekammerater små sorte kasser på vores computerskærm.
Andre af de 600 dage brugte vi med masker på gangene og kviktests.
Endnu andre dage blev brugt med aflysninger af regatta, eventyrløb, koncerter, fester og meget af det, der gør gymnasiet til en unik tid.

I sidder sikkert nu og tænker: ”Jeg gider ikke at høre mere om corona”. Men ser I – det er nok ikke noget, vi kan undgå at komme udenom i de her taler. Vi er jo, som der er blevet sagt så flot før, Corona-generationen.

Det hele starter d. 11. marts 2020. Vi er 1.g’ere og er friske ud af grundforløbet. Der er forårskoncert på skolen, og aftenen byder på gode sange, jubel, grin og kage til en lærer, der går på pension. Den sidste klasse har lige været oppe og optræde. Det er en 3.g musikklasse. De havde taget en brunsvigerkage med til deres lærer efter at have sunget en parodisang om ham. Susan Mose træder frem på scenen. Der bliver helt stille. Hun leverer nyhederne fra pressemødet. Der er Corona. Vi skal hjem og skal ikke møde i skole i morgen.

Jeg kan ikke lade være med at lægge mærke til den stille form for jubel, der opstår mellem eleverne i aulaen. ”Ferie” – ”Fri” – ”Ingen skole”. Det var det, vi alle tænkte. Men så meget en ferie blev det så ikke lige. Skolen blev erstattet med isolation og for gamle hænder på Teams, som man derefter meget hurtigt trykkede ned igen, når man opdagede, at man stadig havde den oppe.

Dage blev til uger, og uger blev til måneder, og til sidst var 1.g slut. Og Corona begyndte stille og roligt at overtage vores hverdag. Det var lidt tungt, var det ikke?

Selvom vi alle helst nok ville have undværet Corona, så har corona også lært os noget. Noget, som vi ellers ville have taget for givet. Efter vi er kommet tilbage, har vi fundet ud af, hvor vigtige relationer er. I det daglige. At kunne stå og snakke med hinanden på gangene. At kunne tale med ens venner og klassekammerater fysisk. Hvor mange penge vi sparer på mad, når vi er hjemme, selvom at Pias mad bare ER bedre. Hvor vigtigt det er for ens klasse at kunne mødes. I virkeligheden også – med fysiske mennesker generelt.

Men selvom vi også har været hjemsendte, har vi stadig formået at skabe minder sammen. Når jeg engang tænker tilbage på gymnasiet, vil vi derfor ikke kun huske Corona, nedlukningerne og pressemøderne. Vi vil huske på alt det, der virkelig stadig betød noget:

Knudsfesterne, vi altid kom liiidt for sent til, men takket være den lange kø stadig formåede at kunne komme ind. Det var jo mirakuløst, at heldet var med os hver gang.
Eller hvordan der altid til fredagscafeerne var den der ene person, der drak liiiidt for meget – og så tog hjem og spiste med deres familie. Stakler.
Vi vil huske tilbage på vores studieture, som vi var så bange for ville blive aflyst, men vi kom jo afsted alligevel.
Og de studieture var sjove, spektakulære og suveræne.

Jeg tror også, at både vi – og resten af Odense – vil komme til at huske vores sejrsråb, da vi vandt regatta. Vi kom ikke så godt fra start, men vi fik vist, at vi stadig havde den kampgejst, mange var så bange for var gået tabt i os gymnasieelever. Vi viste, at Knuds stadig vinder efter et par år på bænken.

Den kampgejst viste vi også på vores idrætsdage, som vi mirakuløst formåede at afholde alle tre år. De vilde danse vi lavede hvert år, kostumerne og den ekstravagance der altid er til at finde i de forskellige klasser. Irritationen vi altid følte, når ens klasse med hjemmebygget kampvogn, ekstravagante kostumer og den ”hjemmelavede” bestikkelse, vi gav til lærerne, ikke gav os sejren – noget både 3.a, 3.u og 3.h ikke har oplevet lige så mange gange som os andre. Jeg er stadig jaloux.

Selvom Corona nok ikke har gjort gymnasiet til tre ideelle år, har det været tre unikke, sjove og lærerige år, som vi kan tage med os videre ud i livet, og forhåbentlig kan vi alle tænke tilbage på Knuds både med savn og med glæde over de oplevelser, vi fik lov til at få her. Fordi vi FIK alligevel et par stykker. Vi var ikke kun Corona-generationen. Vi var også årgang 2019. Generation fællesskab. Generation vi kan godt. Generation vi gjorde det!

Så kære Knuds, der er nok ikke mere at sige end: Tak.
Tak for hyggesnakken på gangene mellem timerne. Tak for alle fællestimerne, med digte og telefonfis. Tak for fredagscafeerne og Knudsfesterne. Og til sidst tak for 3 fede og unikke år.

Jeg håber, at I alle får en mega-fed studentertid! For det har vi fortjent!

Bríet holder elevtalen 2022
Bríet holder elevtalen 2022