Årets elevtale er af Agnes Sofia Brøchner Dalby, 3.m, Simon Stroyer Stenstrøm, 3.u og Freyja Pinholt Nørgaard, 3.y

Der var engang en masse smukke unge mennesker med sommerfugle i maven og spritnye sneakers, der spændt mødte op på Læssøegade 154 på en sensommerdag i august.

Kære medstudenter, kære lærere, kære forældre. De havde ingen anelse om, hvad der egentlig ventede dem.

For da vi først ankom til Sct. Knuds Gymnasium, gik vi forvirrede rundt som en flok hovedløse høns, da det hverken var let eller logisk at finde rundt på de mange etager. I tilfælde af at jeres forældre befinder sig i en af skolens mærkelige afkroge, så skal I huske på, at lokale 58 ligger ved hallen – ikke at forveksle med lokale 59, som jo ligger overfor lokale 50 – eller lokale 56 og 57, som slet ikke eksisterer, og hvis I finder 40’er gangen, så sig til – vi leder nemlig stadigvæk.

Det er dog heldigt, at der ikke er højere end til 30’er gangen, fordi i dag kan dem fra de naturvidenskabelige klasser kendes på deres store lårmuskler, som de har opbygget på deres daglige ture derop.

Det kan godt være, at vi som spæde 1.g’ere havde svært ved at finde rundt på skolen, men vi havde ikke svært ved at finde floor.

Til introfesten introducerede vi nemlig Sct. Knuds Gymnasium til, hvordan vi fester. I takt med at promillen nærmede sig procenten, blev aftenen også lidt sjovere og en del vildere. Dansegulvet blev til en bølge af mennesker, rygerområdet blev til en små-snaks-hyggekrog, og toiletterne blev optaget/ låst på … ubestemt tid.

Mandagen efter festen besøgte Heino og Susan os ude i klasserne og gjorde det klart for os, at ingen introfest vil nogensinde blive lige så vild, som vores havde været. Vi havde allerede der sat vores præg på skolen som årgang. Godt nok endte vi med at have færre fester end årgangene før os, men vi har skam ikke festet mindre.

Men festerne sluttede brat en eftermiddag i marts. Lyset blev tændt, musikken blev slukket, og fredagsplanerne røg i vasken. Festtøjet blev udskiftet med nattøj og fra den ene dag til den anden blev klasselokaler skiftet ud med Teams-møder. Der var pludselig ikke særligt langt til skole, men det lykkedes os dog stadig at komme for sent.
Den virtuelle undervisning var heller ikke helt dårlig: nogle fik mulighed for at indhente den tabte søvn i løbet af mandagens morgenmodul over Teams med slukket kamera og mikrofon, mens andre kunne underholde med glade kæledyr og irriterende søskende i baggrunden. Der blev bagt, quizzet og strikket af største kaliber og til tider var selv den ”dårlige” internetforbindelse en fordel, da man så heller ikke kunne høre lærerens lidt sværere spørgsmål.

Men hvad, der først var to ugers ”ferie”, blev sammenlagt til 7 måneders slumren, og hvad folk omtalte som det bedste år i gymnasiet, blev kompromitteret til det længste. Vi længtes efter dårlig musik i kantinen, Pias sublime sandwiches, men mest af alt hinandens nærvær.  En virtuel krammer er ikke den samme som en fysisk, hvilket var det værste i en tid, hvor alt, vi egentlig havde brug for, var at omfavne hinanden.

Studieturen endte heller ikke med at gå helt som forventet. Mange af os havde siden 1.g ventet spændt på den legendariske studietur. En tur udenlands med kultur og hygge med sin klasse.

I foråret 2.g skulle vi have været på studietur med vores klasser, og jeg siger skulle fordi, som (vi nok ved ), kom de fleste af os jo ikke af sted . Der var dog et par sproglige klasser, som var så heldige, at deres studietur lå i efteråret, og mens landet lukkede ned, måtte vi andre misundeligt se minder fra deres tur til staterne på Instagram. Dermed ikke sagt, at alle os andre blev snydt. Et år senere fik nogle af os andre også en studietur. Nogle tog til Ollerup, og andre kom hele vejen til København. Og det kan godt være, at København og USA ikke lyder just sammenligneligt, men der var alligevel et par ligheder. Mens nogle sad fast i metroen i Manhattan, endte andre med at sidde fast på Storebæltsbroen. 

Det er let at definere de sidste 1,5 år som år, hvor vi alle led afsavn af de goder som Knuds tilbød os, og dog – en ting fik vi mulighed for at afholde ligesom alle de andre år: idrætsdagen.

Vi fik på et hængende hår lov til at gøre det, vi elsker allermest på den her skole. Nemlig at klæde os ud i alverdens kostumer for derefter at give hinanden kamp til stregen. Og kamp til stregen blev der. Og da vi så, at vinderen var fem Ikea-papkasser, der hoppede rundt i en cirkel, kunne vi alle overveje, præcis hvor mange penge de egentlig havde betalt dommerne under bordet. Men det er en af de ting, der måske er bedst ikke at vide.

Da vi først trådte ind af gymnasiets glasdøre, gik vi forvirrede rundt, fyldt med forventninger om, hvordan gymnasielivet skulle være, hvordan det plejer at være. Vi kan roligt sige, at vores tid ikke blev, som vi havde regnet med. Ting, som vi havde anset som gymnasielivets selvfølge, blev uvisse. I lang tid vidste vi ikke, hvornår vi måtte komme tilbage, og hvornår det ville være tilladt at give en kammerat en krammer igen. Vi vidste ikke engang, om vi ville få lov til at gå op ad Knuds røde gallaløber, men i onsdags var det præcis det, vi gjorde, iført vores bedste kluns – både lange kjoler og suits. Og det var så fedt. Vi var smukke, unge mennesker i deres essens.

Vores årgang har ikke været som nogen tidligere årgange, og vores tid her på Sct. Knuds har ligeledes været helt unik. Vi har haft modgang, som ingen kunne have forudset, og vi er gået glip af mange store øjeblikke og oplevelser. Så når vi kigger tilbage på vores tid her på skolen, vil det kun være de andre studenter fra årgang 21, der i sandhed vil kunne forstå. Forstå hvor ondt det gjorde at se sit ungdomsliv blive taget fra én, men samtidig også hvor vigtig den omsorg og det håb, vi kunne give hinanden har været. For selvom ingen kunne erstatte, hvad der blev tabt, har alle ikke desto mindre gjort deres yderste.

Om få måneder er vores liv et ganske andet. Vi vil alle have sat ud på hver vores vej i livet, og vi kommer aldrig igen til at være sammen som årgang. Vi vil aldrig sidde med tunge øjne i fjerde modul eller bekymre os over, hvad vi skal have på til fredagens Knuds-fest. Men når vi om lidt begynder at tage de første skridt imod resten af vores liv, må vi love hinanden ikke at glemme. Vi må ikke glemme vores tid. Alt det, vi har lært af den, og alt det, vi har lært hinanden. Både i de gode tider, men måske især af de hårde. De vil for evigt være en del af os, og det præg, vi har sat på hinanden, vil vi bære langt ud i fremtiden. Vi vil for evigt have disse tre år sammen.

Nu er der kun én ting tilbage at sige … Giv den nu alt, hvad den kan trække. Vi har meget at indhente, og nu må det endelig være vores tid til at leve, grine og feste som aldrig før. Så få så mange støjklager som overhovedet muligt fra dine gamle naboer. For de har haft deres ungdom, og nu har vi ventet på vores.

Og når vi om lidt sidder i en lastbil akkompagneret med playlistens bedste bangers, højt humør og forældre, der kan forvente bræk i deres buske, så husk på alle de søde lærere, der ville udskyde dine afleveringer, de søde forældre, der ville tjekke dine stile for kommafejl, men mest af alt på dine klassekammerater på tværs af årgangen, som gjorde de her tre år til et eventyr.

Tak for taletiden, vi ses på floor.

Elevtalen 2021