Særlige tilbud i det treårige forløb

Scroll ned

Inden skolestart

Allerede i velkomstbrevet, der udsendes til nye elever inden skolestart, informerer skolen om forskellige muligheder for støtte indenfor rammerne af SPS  (Specialpædagogisk Støtte).

I velkomstbrevet informerer vi derfor om nedenstående:

  1. Studiestøttetimer og hjælpemidler
    Det er muligt at søge om studiestøttetimer og/eller IT-pakke til elever med ordblindhed, talblindhed, ADHD, autisme, Aspergers, depression, angst eller andre udfordringer. Hvis du har en eller flere af nævnte udfordringer, vil vi meget gerne have, at du kontakter studiesekretær Annette Schrøder ansc@sctknud-gym.dk.
  2. Kendte læse-/stavevanskeligheder
    Ved skoleårets start bliver du screenet for læse-/stavevanskeligheder.
    Har du allerede nu kendte læse-/stavevanskeligheder, eller er du diagnosticeret ordblind, kan vi forberede hjælp med læse-/staveprogrammer og eventuelt støttetimer hurtigt efter skoleårets start, hvis du skriver til studiesekretær Annette Schrøder på mail: ansc@sctknud-gym.dk.
  3. Matematikvanskeligheder
    Skolen screener i løbet af grundforløbet dine matematikfærdigheder. Hvis der viser sig problemer, vil du blive tilbudt matematikvejledning.

Grundforløbet

Læsevejlederne kan hjælpe elever, hvis de har problemer med at læse eller stave. Det er meget vigtigt at kunne læse og stave godt, da det er grundlaget for en god kommunikation og et godt studieforløb. På Sct. Knuds Gymnasium screener vi alle elever i løbet af grundforløbet for at finde ud af, hvem der e​​vt. har brug for ekstra hjælp, så vi tidligt kan sætte ind med relevant hjælp​. Konkret gennemføres en læsescreening, der tester stavning, læseforståelse  og læsehastighed.

Eleverne screenes lige efter skolestart for specifikke matematikvanskeligheder (dyskalkuli/talblindhed) samt generelle matematikvanskeligheder, og midtvejs i grundforløbet afvikles en obligatorisk, lovpligtig matematikscreening, der tester grundlæggende forståelse inden for matematiske færdigheder.

Studieretningsforløbet

Vi afvikler i 1.g i et læsekursus, som varetages af klassens lærere med læsevejlederne som konsulenter. Læsekurset giver teknikker til at læse hurtigere og til bedre at kunne forstå faglige tekster, og det vigtigste indhold er at:

  • gøre eleverne til fleksible læsere
  • indøve læsetræningsteknikker
  • indøve studielæsningsteknikker.

Det er af stor betydning, at eleverne lærer at læse fleksibelt, altså at læse med forskellig hastighed og grundighed, når der skal studeres, og når der skal læses store tekstmængder. Dette kan indøves ved hjælp af forskellige læsetræningsøvelser. Indøvelse af gode studielæsningsteknikker er guld værd på stx, men også på længere sigt i uddannelsessystemet.

Ekstra tilbud om hjælp

Først og fremmest er der god mulighed for at få hjælp i skolens studiecafé, der holder til i Studiecenteret. Den er åben to dage om ugen i langt de fleste uger i skoleåret. I Studiecaféen kan alle få hjælp af en faglærer og studiepiloter (dygtige 3.g-elever), så der er altid mulighed for hjælp til opgaver, hvis du har behov for det. Du kan kende studiepiloterne på de røde trøjer.

Du kan få et tilbud om faglig ekstraundervisning, hvis du har et særligt behov. En forudsætning for ekstraundervisning er, at din faglærer vurderer, at du er motiveret for den ekstra indsats. Det er samtidig en betingelse, at du ikke har for højt fravær i den daglige undervisning, medmindre det skyldes dokumenteret sygdom. I de fleste tilfælde varetages den ekstraundervisning, du bliver tilbudt, af en 2. eller ​3.g-elev, der er udpeget, fordi vedkommende er god til netop det fag, og som også er vurderet god til at lære fra sig.

Hvis du har længerevarende dokumenteret sygdom (to uger eller mere), tilbydes du ekstraundervisning i fag, hvor du har svært ved selv at indhente det forsømte.

Det kan også være, at du har brug for hjælp til lektielæsning og planlægning af din skoledag eller forberedelse af eksamen. Så er der evt. mulighed for at få en række samtaler med en mentor (en af skolens undervisere eller studievejledere) eller blive tilknyttet en elev-elev-coach, der tilbyder mere uformel hjælp og kan give gode råd til at få skolehverdagen til at hænge godt sammen og undgå at komme bagud med lektier og/eller afleveringer.

It-hjælpemidler

Ordblinde elever får tilbudt et hjælpeprogram til deres computer, fx AppWriter eller IntoWords, og adgang til at downloade undervisningsbøger fra det elektroniske bibliotek Nota.

Hjælpeprogrammet kan:

  • læse tekster højt på dansk, engelsk, tysk, fransk eller spansk
  • give ordforslag til skrivning og stavning.

Kontakt

Elever, der føler, at de har behov for hjælp og vejledning, er velkomne til selv at henvende sig i administrationen.

Annette Schrøder Initialer: ANSC Fag: Sekretær

Se også