Af Astrid Peiter, 1.u
Min oplevelse af Steen Metz’ oplæg om hans oplevelser i Theresienstadt
Mandag den 13. december 2021 var min egen og en anden klasse så heldige, at vi fik muligheden for at høre en tidligere fange fra koncentrationslejren Theresienstadt fortælle om sine erindringer fra denne periode af sit liv. Det foregik over en forbindelse på Zoom, hvor vi befandt os i et helt almindeligt klasselokale, alt imens 86-årige Steen Metz befandt sig i sit hus i USA, Chicago og bragte historien til live.
I historieundervisningen havde vi som optakt i en længere periode arbejdet med ”Myten om at Danskerne Reddede Jøderne”. Det var et spændende emne, men et der nok gennem tiden ville blive et af de mange og svinde ind i mængden. Det blev det dog ikke, og det skyldes Steen Metz, hans engagement, hans personlighed og vores historielærer Thomas, der som afslutning i et af vores historiemoduler nemlig fortalte nyheden: Han havde fået kontakt til en af de cirka femhundrede danske jøder, der ikke var blevet reddet, og som den danske historie let og elegant havde forsøgt at glemme, og ham skulle vi have et oplæg fra. Udover det i forvejen fascinerende ved muligheden for at høre om Holocaust direkte fra en førstehåndskilde, så blev det for mig endnu mere interessant, fordi Steen Metz oprindeligt kommer fra Odense og tilmed har gået på skolen – Tænk at have så væsentlige grundsten i livet til fælles, men samtidig at have levet så forskellige liv.
Efter vi var blevet informeret om, at vi skulle snakke med ham over Zoom i et af de følgende moduler, begyndte vi i undervisningen at forberede os i små grupper. Vi udarbejdede spørgsmål, som vi kunne stille Steen Metz, og vi så frem til dagen med spænding. Da dagen endelig kom, blev vi samlet inde i et lokale og Steen Metz blev sat op på storskærmen.
Fra det øjeblik han begyndte at snakke, havde han alles opmærksomhed, og det er længe siden, at jeg har oplevet så mange unge, være så koncentrerede og stille, i så lang tid. Han fortalte om sine oplevelser gennem hele perioden, og hans beretninger var utroligt detaljerede. Der var ingen slinger i valsen. Han havde fuldstændigt styr på det hele, lige fra en organiseret beretning, til det slideshow som vores lærer styrede i klasselokalet. Inden havde jeg selv forventet, at der måske kunne opstå komplikationer i forhold til at forstå, hvad han sagde, da Steen Metz som sagt til dagligt bor i USA, hvor han ikke bruger det danske sprog. Men heller ikke her var der problemer, og vores lærer Thomas gjorde også opmærksom på, at Steen Metz havde øvet sig og genopfrisket sit dansk, for at sikre vi fik en så god oplevelse som muligt. Det synes jeg var en meget betænksom gestus, da jeg i forvejen opfattede os som værende ekstremt heldige, at det lige var os, der fik denne mulighed for at få historien helt tæt på.
Der er nemlig virkelig bare en verden til forskel på at læse om en historisk begivenhed, hvor det er så fjerntliggende, at det kan være svært at blive påvirket af det, til at få fortalt om det af et menneske ”der sidder lige foran en”, og hvor det er en del af vedkommendes livshistorie.
Oplevelsen påvirkede mig dybt, og jeg har tænkt længe og meget på det siden.
For mig var noget af det mest fascinerende hans indstilling til det hele. Hvis det var mig, der havde været udsat for det, han har, så tror jeg måske, at jeg ville være opfyldt af hævntørst og had. Jeg tvivler på, at jeg ville være i stand til at ligge det bag mig og komme ud som et stærkere menneske, men det har han i den grad været i stand til. I stedet for at sætte hårdt mod hårdt, gør han i stedet opmærksom på, hvordan det er vigtigt, at vi ikke glemmer, hvad der er sket. Vi må IKKE glemme det, for så kan det ske igen, og det må det IKKE.
Det var også interessant, hvordan han heller ikke nærer en vrede eller foragter den danske regering og befolkning for, at de ikke gjorde mere for at hjælpe ham og de andre jøder. Han er i stedet forstående og ser situationen fra mange perspektiver, hvori han anerkender, at også de var i en presset og fastlåst situation, hvor de ikke havde de bedste muligheder for at hjælpe. Jeg tror næppe, at jeg med samme storsind havde kunnet tilgive de mennesker, der havde muligheden for at gøre noget.
Generelt er jeg dybt imponeret over hans livsindstilling og drivkraft. Han har på ingen måde ladet livets hårde oplevelser slå ham ud, men brugt dem til at opbygge sig selv, og brugt dem som et redskab, ja nærmest et våben til at bekæmpe hadet og antisemitismen.
At høre hans oplæg var en helt unik oplevelse, som jeg ikke vil være foruden. Her blev det tydeligt og mærkbart for mig, hvor stor en rolle historien spiller, og især også hvor vigtigt det er, at vi er informerede om vores fælles historie, så vi kan lære af den. Det dummeste ville da være at den samme fejl flere gange udelukkende fordi, vi er for uvidende om den historie der ligger bag vores nutid.
Hans største bøn til os var, om vi ville hjælpe ham med at udbrede hans fortælling og på den måde hjælpe med, at øge fokusset på den voksende mængde af antisemitisme, der er ved at finde vejen tilbage til vores samfund. Det påvirkede og rørte mig dybt, for tænk at trods, at han har været gennem så meget, så beder han om så lidt. Det mindste jeg kan gøre, er at opfylde dette ønske.
Fra hans beretning var det, der gjorde mest indtryk på mig ikke kun selve det, han fortalte. Det var også det perspektiv og de tanker, det satte gang i om jødernes generelle situation under denne periode. For trods at Steen Metz og de andre danske jøder på nogle punkter var beskyttet af først den danske samarbejdspolitik og herefter politiske aftaler med tyskerne, så oplevede de alligevel under Holocaust noget ingen burde.
Da Steen Metz og hans familie blev transporteret til Theresienstadt, foregik det i en kreaturvogn fyldt til randen med mennesker og omgivet af skidt og snavs. I denne vogn var der hverken vinduer, toiletter eller mad udover, hvad de selv havde kunnet medbringe. Her befandt Steen Metz sig i tre døgn, hvor han sammen med de andre blev transporteret de omkring 900 kilometer til Theresienstadt. I Theresienstadt var livet for de voksnes vedkommende præget af hårdt, udmattende arbejde og for dem alle var underernæring en farlig fjende. Mange bukkede under, herunder også Steen Metz far Axel Metz, hvis krop efter et halvt år i lejren ikke længere kunne klare de hårde omstændigheder.
Selvom børnenes liv var mindre tynget af hårdt arbejde, havde de dog stadig opgaver, men herudover havde de også utroligt meget tid. Tid der skulle gå, stort set uden mulighed for dette. Det lykkedes dog Steen Metz at finde en gruppe jævnaldrende tjekkiske drenge, som han spillede fodbold med og tilbragte utroligt meget tid med. Lige indtil det en dag var slut. En dag dukkede drengene ikke op på det vante tidspunkt, og det skyldtes ikke, at de ikke længere havde lyst. De var nemlig modsat de danske jøder ikke beskyttet mod at blive sendt til udryddelseslejrene.
Da Steen Metz fortalte om denne episode, blev jeg tung om hjertet, en dyb sorg bredte sig i mig og tårerne steg op i mine øjne. Tænk engang børn! Små uskyldige børn, der ikke engang har haft chancen for at leve også skulle være ofre for en sådan grusomhed. Jeg tror ikke, at det før den beretning, rigtigt var gået op for mig, hvor stor en sorgbyrde Steen Metz har måttet bære og stadig gør. Tænk i en så ung alder og på så kort tid at miste så meget, ja miste alt. Familie venner og sit hjem.
Jeg håber derfor med dette i mente, at alle vil sætte tid af i deres liv til at huske på Holocaust, der fandt sted under 2. Verdenskrig, da nazisterne systematisk forsøgte at udrydde jøderne, og som kostede omkring seks millioner jøder livet. Jeg håber, at alle vil bruge tid på at huske, hvor forfærdeligt det var, og bruge tid på at sætte sig ind i dem det gik ud overs sted, for på denne måde at sikre, at vi aldrig nogensinde igen lader noget så forfærdeligt ske. Vi er trods alt uanset vores forskellige alle sammen mennesker, der fortjener og har ret til et liv uden frygt for forfølgelse og tortur, udelukkende fordi vi ikke har samme livsførelse og religion.
