Idrætsdag i en tid med corona

Meget er anderledes for tiden på grund af forholdsregler i forbindelse med corona, og til daglig kan det ind imellem være lidt svært at skabe fællesskab, når man skal være i sin egen klasse og spritte af hele tiden.
På årets idrætsdag, der blev afviklet på Sct. Knuds Gymnasium fredag den 4. september, var der ligeledes meget forandret - på trods af, at alt ved første øjekast tilsyneladende var stort set som tidligere år.

I løbet af dagen brugte vi samlet set den mængde sprit, vi ellers bruger på tre uger i den almindelige undervisning. Hænder og redskaber blev sprittet af før og efter alle aktiviteter, og alle poster og konkurrencer var planlagt, så klasserne dystede parallelt med i stedet for mod hinanden. På den måde blev klasserne ikke blandet, og dagen kunne afvikles efter samme forskrifter og retningslinjer som vores almindelige undervisning er underlagt.

På trods af at det ikke var muligt med fælles samling under start og afslutning, fornemmede man i løbet af dagen klart den sædvanlige fællesskabsfølelse, som den legendariske Sct. Knuds-idrætsdag traditionelt giver klasserne. Vi håber, at dette kan være medvirkende til at bære os gennem grå dage i løbet af efteråret.

Se de flotte billeder fra dagen.