Elevtalen ved dimissionen 2020

Årets elevtale til Sct. Knuds Gymnasiums dimission d. 26. juni 2020 holdes her af Kristian Bank Lynggaard og Thorkild Isager, begge fra 3.s.

Kære lærere, kære forældre og kære medstudenter

”Hele huset hopper, nu vi i gang
Vi popper up og some downers, det ying det yang
Det liv det kort, men natten er lang
Lad det smelt’ ud på tungen og så flyder vi sammen.”

Sådan lyder det i sangen Unz Unz af Specktors. En sang, som jeg tror, alle os, der i dag bliver studenter fra Sct. Knuds Gymnasium, har danset til, langt ud på de lyse nætter. Sangen beskriver den euforiske fællesskabsfølelse, man kan opleve sammen med dem, man har allermest kær. I dag sidder vi sammen med netop dem.

Jeg vil gerne tage os tilbage til en ikke så fjern fortid, hvor dem, vi nu kalder nogle af vores bedste venner, var fremmede. Jeg tror, at vi alle sammen kan huske det: første skoledag. Vi kan huske, at vi med sommerfugle i maven (og måske med lidt sved på panden) på en varm august-dag ankom til skolen og for allerførste gang kunne bevæge os ind ad indgangen. Nu som elever på Sct. Knuds Gymnasium. Vi kan huske det nervepirrende øjeblik, hvor vi går ind ad den metalgrå dør til vores nye klassekammerater, og vi kan huske den øredøvende og pinlige stilhed, da vi endelig havde fundet pladsen med netop vores eget navn på. 

Jeg tror faktisk, at vi allerede kunne fornemme det dengang, da vi sad i det allerførste lokale. Der er nemlig en helt særlig ånd, der svæver rundt i disse bygninger; lad os kalde det en knudsånd. Knudsånden er kammeratskabet, at vi altid møder hinanden med et åbent sind, og at vi tror på det bedste i hinanden. 
Knudsånden er loyaliteten. Både over for vennerne, men også over at være stolte af at komme fra lige netop Knuds. 
Knudsånden er, at vi nægter at lade os definere af forsimplende fordomme og stereotyper, men at vi insisterer på at være vores egen, hver især. 
Nå ja, og så er knudsånden også kylling/karry-sandwich fra Pias og at miste pusten fuldstændig af at bevæge sig op til naturfagslokalerne.
Knudsånden er at glæde sig FLERE UGER til næste knudsfest og på dagen møde op til en horde af frådende kammerater, både foran indgangen og i rendestenen. 
Knudsånden er at bevæge sig, hvad end det er her på skolen, op til naturfagslokalerne, ind i kantinen på et svedvådt dansegulv til Unz Unz eller at bevæge sig fra barn til voksen, fra usikker 1.g’er til forventningsfuld og livsklar 3.g’er.

Jo, jeg tror faktisk, at vi på den første skoledag, da vi sad helt musestille i det allerførste klasselokale, kunne mærke denne ånd svæve rundt iblandt os. 

Men i netop dette øjeblik var der nok alligevel ikke mange, der havde turdet håbe på, at vi den dag i dag, hvor vi sidder med vores huer på, skulle sidde omgivet af venner og veninder for resten af livet. 

For hvem havde på den allerførste skoledag regnet med, at man sammen med de andre musestille elever skulle afholde så legendariske idrætsdage, og at vi sammen skulle holde studieture, som står lige så klart i erindringen som en krystalklar flaske vodka gemt i hækken til en knudsfest?

Og da man sad i klasselokalet første dag, hvem havde så regnet med, at den buldrende musik i kantinen skulle være skoledagens faste festlige højdepunkt? Også selvom der gennem årene er blevet klaget over musikvalget på opslagstavlen, specielt når 1.g’erne overtager musikanlægget på en fredag.

Og hvem havde regnet med, at man skulle sidde til et modul og bare RØV-kede sig? Jo, det var der nok en del, der havde regnet med.

Gymnasiet er nemlig meget mere end idrætsdage, SKL-fester og liv & glade dage. Det er også hårdt arbejde og tider, hvor man ikke helt orker det, som når man en våd og kold vintermorgen skal møde op til første modul i kemi og slæbe sig op ad de førnævnte uendelige trapper. Men det er netop det, at vi har stået sammen gennem både lette og hårde tider, der i dag gør, at vi dimitterer i samlet flok med en helt masse til fælles.

Og så er vi tilbage ved knudsånden. For det er netop de både gode og dårlige oplevelser, vi har delt med hinanden, som har skabt os. Som Specktors ville sige det, er det som yin og som yang. Det er dette, der gør, at vi i fremtiden vil kunne genkende en medknudsianer, hvor end vi møder hinanden, om det så er på universitetet eller i køen til jobcentret.

Vi kommer til at være kendt som den årgang, der var så uheldige at blive studenter under Coronakrisen med al den bekymring og uvished, som det har medført for os. I dag er vi ikke bekymrede, for i dag skal vi fejres. I dag har vi udsigt til dage og lyse nætter, som vi vil huske, for altid.

Specktors synger i sangen Unz Unz om de ekstatiske ud-af-kropppen-oplevelser, man kan have på et dansegulv. En følelse, som jeg tror, vi alle kommer til at opleve i rigelige mængder i de næste par uger. Senere i sangen fortsætter de:

“Breakdown, danser som' jeg vægtløs
Svæver over gulvet, kun i skæret af knæklys
...
Lige dele pump og tramp, det må være det yin og det yang
Fra den først’ til den sidste sang, danser som en insta-boomerang
Der hvor jeg står, direkte floor
Champagnetår, baby, give me some more.”

Tak for taletiden, tak for tre fantastiske år, vi ses - i de lyse nætter.