Sluk ego-medierne og tænd for samværet
Af Anna Lindberg-Larsen, 1.v
Vi skal lære at bruge de digitale medier ordentligt, vi skal lære at slukke for mobilerne lidt oftere, og vi skal lære at stille os selv spørgsmål om det fundamentale her i livet, men kan vi nu også det?
Det var et wakeup-call som jeg, og resten af Sct. Knuds-elever, mandag den 28. februar fik, da læge, IT-iværksætter, debattør og taekwondo-udøver Imran Rashid (IR) holdt sit foredrag, SLUK – Kunsten at overleve i en digital verden, i 2. modul – og ja, du læste rigtigt, vores foredragsholder er tilhænger af den koreanske kampsport. Hvis det ikke vidner om en mand, der har styr på tingene, så ved jeg ikke, hvad der gør?
Det fremgik tydeligt; Imran Rashid tager ikke udelukkende ud på skolerne for at belære eleverne om, hvor forfærdelige, tidsrøvende og sundhedsskadelige deres højtelskede mobiler viser sig at være. Den smøre har vi hørt et par gange før, og den behøves ikke gentages, for den virker ikke; det har den aldrig gjort. I stedet var Rashids foredrag spækket med fun-facts (eller faktisk ikke så morsomme fakta – alt efter hvordan man forholder sig til dem), om, hvordan vi mennesker fungerer, hvordan vi manipuleres af tech-giganterne i hvert eneste vågne øjeblik, samt hvordan og hvorfor vi bliver suget ind i det skærmunivers med så voldsom en kraft, at vi glemmer både tid og sted i samme færd.
Som Imran Rashid lagde vægt på, så er vi mennesker i dag til for tech-verdenens skyld og ikke omvendt. Teknologien er blevet udviklet til at styre vores adfærd. De digitale produkter er udviklet med adfærdsdesigns, der former vores vaner og skaber direkte kognitive reaktioner, når vi bruger dem. Som IR siger, så kan vi mennesker selv bestemme, hvad vi tænker på, men ikke hvad vi reagerer på. Alt, hvad vi reagerer på, starter i hjernen – vores adfærd styres af hjernen. De digitale medier er skabt til at styre vores følelser: ”den, der styrer følelser, styrer adfærd” – siger Imran Rashid. Ergo styrer telefonerne vores adfærd. Sikke et uhyggeligt faktum. Det vækker med det samme et signal i hjernen om, at vi burde tænke mere over vores skærmtid, men det viser sig i sidste ende at være urealistisk i det lange løb, ikke sandt? Jeg indrømmer gerne, at der ikke skal gå mange dage, før jeg har glemt alt om de foruroligende konsekvenser af mit teknologiske overforbrug. Til det formål har IR heldigvis skrevet en bog, omhandlende alle de guldkorn, man burde huske mere på i forhold til teknologien og dens indvirkning på os. Den kunne man anskaffe sig, og så husker man måske lidt bedre på alt det, som vi mobilafhængige mennesker ønsker at lukke øjnene for.
Hvis jeg skulle stille mig op foran et helt gymnasium og fortælle om digitaliseringens skadelige indvirkning på vores helbred, ville det lyde mere eller mindre som en opblæst og belærende prædiken dømt til at gå i glemmebogen efter blot få minutter. Sådan virkede Imran Rashids oplæg heldigvis ikke. Der skal noget til at holde en flok unges opmærksomhed i halvanden time. En hel flok gymnasielever er et svært publikum; de er fordømmende, pinligt tavse og umulige at få til at trække på smilebåndet af noget så simpelt som platte far-jokes. Jeg vil vove at påstå, at Imran Rashids indsatte ’memes’ og komiske indslag undervejs i oplægget gjorde intet mindre end underværker. Et billede af en lille baby med små tykke kinder får enhvers hjerte til at smelte; muligvis kombineret med en let latter. Når det næste billede, der vises på skærmen, er af en voksen mand med ligeledes tykke kinder, så kan man ikke lade være med at grine højlydt. Her beviser Imran Rashid, hvilke reaktioner et billede på de sociale medier kan fremkalde, og sjovt nok at disse reaktioner er ens hos alle. Han viser altså, at de sociale medier kan styre vores adfærd. Samtidig fik han blødt det ellers kritiske publikum op, hvilket han fortjener cadeau for.
En vigtig pointe, som IR kom med, var, at vi ikke skal forsøge at afskære forbruget af mobilerne fuldstændigt (det kan vi ikke). I stedet skal vi lære at bruge mobilerne ordentligt, så der også er plads til de vigtige ting her i livet. Af denne grund deltager vi i denne måned i forløbet ”mobilfri marts”, hvor vi har fokus på at være gode klassekammerater, elever og mennesker uden konstant forstyrrelse af mobilen. Selvom dette er noget af en afvænning, så tror jeg, vi vil prise os lykkelige om få år over, at vi ikke spildte alle moduler på vores mobil, men rent faktisk lærte lidt i stedet.
En af IR’s mange metoder for at få gang i publikums øvre etage var de levende og tankevækkende anekdoter om, hvad man helst vil bruge resten af sit liv på. Vil du helst bruge resten af dit liv på at finkæmme en losseplads for en lille chip indeholdende Bitcoins til en værdi af 4,2 mia. dollars? Og vil du gøre dette velvidende, at den højst sandsynligt er tabt for altid, mens du ærgrer dig evindeligt over, at du selv er skyld i tabet? Tænk lige på ordsproget: ”Et tabt stykke guld kan findes igen, et tabt stykke tid aldrig.” I dette tilfælde taber du tid – meget tid. Og dit guld er ikke til at finde. Det var vel nok ærgerligt.
Det kan være, du hellere vil bruge resten af dit liv på noget andet. F.eks. fortalte IR en historie om en kvinde, der mødte sit livs kærlighed i Indien. Manden var dog for fattig til at rejse med hende hjem til Sverige, hvor hun kom fra. Han besluttede sig for at cykle hele vejen til Sverige for genforeningens skyld. Efter 9000 km. på jernhesten, er de to den dag i dag lykkeligt gift og har børn – smuk historie.1
Jeg beundrer IR for hans research til dette foredrag. Det er ikke hver dag, man hører om en mand, der er cyklet 9000 km for kærligheden, eller en mand der vil lede resten af sit liv på en losseplads efter 4.2 mia. Tankevækkende, det er det, og det fortjener også genfortælling.
Halvanden time er lang tid. Personligt har jeg svært ved at få al information til at hænge ved efter at blive bombarderet med så mange fakta. Med det sagt synes jeg alligevel, der var en del at tage med derfra. Grundessensen af min oplevelse har jeg beskrevet her. Men til en anden gang vil jeg foreslå, at der enten kortes lidt ned i taletid eller eventuelt indlægges et par pauser undervejs – alle Imran Rashids guldkorn fortjener at blive husket.
Det kan konkluderes, at Imran Rashid var leveringsdygtig i et ganske udmærket og lærerigt foredrag. Ikke kun lærerigt men også humoristisk. Det har været en øjenåbner i forhold til de konsekvenser og den indvirkning, de såkaldte ego-medier har på os. Den eneste kritik er, at det var en smule langtrukkent. Når det er sagt, så har IR inspireret os til at slukke lidt mere for mobilerne og tænde lidt mere for samværet. Han har hjulpet os til at stille flere spørgsmål til det fundamentale her i livet: ”Hvor lang tid ville du lede på en losseplads efter 4,2 mia.? Hvem ville du cykle 9000 km. for?”, som han sagde under foredraget. Og hvis du tænker: Jeg vil gerne vide mere om det her, så er du heldig, for Imran Rashids bog ”Sluk” kan købes overalt på vores højtelskede internet, og selvfølgelig også i fysisk form, hvis du overvejer tage en kold tyrker fra teknologien for en stund.
1Kilde til historien om indisk/svensk par, besøgt 20.03.2022