Med Globale Gymnasier i Bosnien

Af Lærke Kramer Lysdal og Niklas Muskat

Dag 1:

Så er dagen kommet! Vi tager endelig til Bosnien, men vi er ikke nået længere end Odense Banegård Center, inden toget er forsinket på grund af personpåkørsel. Det stopper os dog ikke, og vi når til Vejle, hvor vi skal mødes med de andre globale elever til tiden. Udover os er der cirka 20 andre elever. Busturen fra Vejle til Billund går hurtigt, for vi har travlt med at lære de andre at kende. I Billund er der en del forvirring. Må vi tage vores shampoo med eller ej? Der bliver rodet i tasker for at finde alt over 100 mL, men lærerne kommer hurtigt tilbage og fortæller os, at man godt kan få dem med. Vi bliver sluppet fri i Billund Lufthavn for at spise frokost, og klokken 13:55 er alle klar til at tage med flyet.

Vi er ankommet i en meget underlig lufthavn. Den store, halvfærdige betonklods står under den bagende sol. Igen skal vi gennem paskontrol, som selvfølgelig går uden problemer. Udenfor står en bus, og en kvinde hilser på os. Lidt rundforvirrede rækker vi hende bagagen og sætter os ind i bussen. Efter lidt tid er bussen fyldt, og vi kører mod aftensmaden. Til forret får vi en suppe, som bedst kan beskrives som en blanding af hønsekøds- og kartoffelsuppe, samt en salat. Det bliver dog diskuteret, om noget kan være salat, hvis det mest består af ost og et uidentificeret mælkeprodukt. Hovedretten består af pomfritter og noget kød med svampesovs, og der er kage til dessert. Tilbage i bussen bliver der skrålet med på alt fra Jutlandia over Mamma Mia til Slim Shady. De fleste sange bliver ikke sunget færdigt, før den næste starter. Det er dog ikke os alle sammen, som synger godt. Noget som lærerne kommenterer på et par gange. Vi ankommer på hotellet. Det første, som møder os, er et skilt, som fortæller, at vi ikke må medbringe pistoler. Et skilt, som vi har set mange gange siden, og som er blevet omtalt gang på gang.

GG4.JPG

Dag 2:

Dagen starter med morgenmad efterfulgt af en kort historisk briefing, og derefter er der sightseeing i Sarajevo. Under sightseeing'en ser vi broen, hvor første verdenskrig efter sigende startede, rådhuset, som delvist fungerer som et museum, og verdens ældste offentlige toilet. Efter sightseeing og fællesfrokost drager vi ud i Saravejos gader for at interviewe bosnierne om FN's 17 verdensmål. Vores gruppe har valgt verdensmål 4, kvalitetsuddannelse, mens nogle af de andre interviewede om bl.a. ligestilling mellem kønnene. Efter at have interviewet 9 bosniere og være blevet afvist utallige gange pga. ”travlhed” og dårlige kommunikationsmuligheder tager vi ud og oplever byen på egen hånd. Om aftenen, efter de fleste er kommet tilbage til hotellet, spiller vi kort i lobbyen.

GG5.JPG

Dag 3:

Turen går til et privat gymnasium i Sarajevo. Her interviewede vi nogle af eleverne omkring uddannelsessystemet i Bosnien. Holdningerne var lidt forskellige, men alle ville gerne studere i udlandet. Udover uddannelse blev der også snakket utroligt meget om politik. En af drengene, som vi snakkede med, vil gerne være politikker. Efter gymnasiebesøget spiste vi frokost, hvorefter vi interviewede den tidligere bosniske ambassadør i Danmark og professor i kernefysik, Lamija Tanic, og en journalist fra den kritiske avis, Balkan Insight. De var begge to meget interesserede i at snakke med os omkring de problematikker som det bosniske uddannelsessystem har. Vi skulle også have talt med en politiker fra det socialdemokratiske parti i Bosnien, men vi blev brændt af.

GG2.jpg

Dag 4:

Efter morgenmaden startede turen til den serbiske del af Bosnien, Republika Srpska. Her interviewede vi igen gymnasieelever denne gang fra et offentligt gymnasium. Dog blev interviewene afbrudt brat, da den russiske udenrigsminister skulle besøge republikken. Derfor blev alle vejene lukkede, og vi skulle skynde os ud, inden vi blev fanget på skolen i 5 timer. Nu gik turen til Tuzla, en anden storby i Bosnien. Efter at have kørt 2-3 timer i en varm bus med flere pauser pga. køresyge kom vi ret trætte igennem de mange, snævre bjergveje. Vi spiste frokost med 3 retter, som hvert måltid havde været på denne tur. Vi klager ikke over maden, for den var ret god. Dog var der ofte alt for meget mad, og vi havde det lidt dårligt med at levne. Tilbage på hotellet færdiggjorde vi præsentationerne, og så blev der slappet af.

GG3.JPG

Dag 5:

Den sidste dag starter med meget trætte elever, som slavisk står op til lyden af en alarm, slæber sig selv ned til morgenmaden og får pakket det sidste, mens de håber, at bagagen ikke overgår de 10 kg. Der bliver pakket om på kryds og tværs for at alle kan komme med uden ekstra gebyr. Så er det ind i bussen og ud på en speciel køretur til lufthavnen. På vejen bliver selve køreturen diskuteret, for kan bussen rent faktisk køre op af de alt for stejle bakker. Nogle snakkede om døden, og andre havde en rutsjetur, men de kunne blive enige om, at det ikke var alle, som havde det lige godt. Vi er tilbage i den tidligere omtalte lufthavn, som stadig er under ombygning. Det går som smurt. Der er ikke så meget at lave ud over at spille Heads up i den meget triste gate. De sidste bosniske mark bliver brugt i den ene butik, som der er i gaten. Vand og snacks bliver købt, og nu er vi klar til at komme tilbage til Danmark!

GG1.jpg